| Det kongelige Comediehuus opfører
Militærpsykologi - en komedie i fem akter Udstyr for et trecifret milionbeløb Komedien Militærpsykologi er politisk korrekt, idet der optræder både mandlige så vel som kvindelige skuespillere i rollerne. Der er også en nar på scenen. Forestillingen er sponsoreret af Landsforeningen af Danske Skatteydere |
Af Holger Terp
Scene 1 - krig er en sygdom
Indleder: Ved årsskiftet 1997/1998 opretter militæret et psykologisk udrykningsberedskab og et psykologisk krisecenter.
Baggrunden for oprettelsen af de psykologiske krisetjenester er "forsvarets stigende
deltagelse" i internationale "fredsstøttende" og "humanitære" missioner.
Nar: Bemærk aktørens elegante sproganvendelse i denne rolle. Lutter pludsord.
Positive begreber. En udlænding blandt tilskuerne kommer umiddelbart til den
opfattelse, at den danske stat udsender eksperter i international politik og konfliktløsning til verdens brændpunkter. Stort bifald.
Indleder: Udrykningsberedskabet består indledningsvis af mindst to psykologer fra
Forsvarets Center for Lederskab. Ifølge et direktiv fra Forsvarskommandoen kommer
udrykningsberedskabet som minimum til at bestå af en psykolog og en læge/sygeplejerske, som kan suppleres med yderlige personale, herunder en feltpræst. Civilt ansat
personale får midlertidig militær status som sundhedsfagligt personel.
Nar: Små rollebesætninger er gode, specielt til at forøge mediernes omtale af forsvaret
og til at få forøget bevillingerne.
Indleder: Forsvarskommandoen forventer, at Det stationære center for psykologisk
krisehjælp bliver en integreret del af Traumeafdelingen på Rigshuspitalet. Til trods for
Generallægens optimistiske udtalelser til tidsskriftet Sygeplejersken, om at centret
ville være færdigt ved årsskiftet, er forhandlingerne mellem Rigshospitalet og
Forsvarsministeriet om en samarbejdsaftale endnu ikke færdige og det forventes, at
det først sker inden udgangen af marts 1998.
Centret for psykologisk krisehjælp skal desuden rådgive forsvaret i krise- og
militærpsykologi og det skal orientere en arbejdsgruppe under Forsvarets
Sundhedstjeneste om uddannelse og udvikling inden for al krisebehandling i forsvaret.
Nar: Militærpsykolog, militærpsykolog: fjenden er over os, og jeg vil ikke skyde med
vores tunge våben, af frygt for at ramme vores nabo!
Militærpsykologen: Nå, lille ven, den angst skal vi nok kurere dig for.
Som Klaus Rifbjerg en gang skrev: "Det kan godt være, at det ikke giver point i mandeklubben at være militærnægter, men man sover bedre om natten". Tæppe.
I pausen er der mulighed for at spille de sidste nye krigsspil i forhallen.
Scene 2 - populært forsvar
Indleder: Krigsminister Hans Hækkerup siger at: "forsvaret er nu efter Berlin-murens
fald mere populært end nogensinde".
Nar: Militæret har, betragtet som en arbejdsplads en række problemer: Blandt
høvdingene vil piloter efter endt uddannelse hellere lade sig ansætte i det civile, hvor
lønningerne er højere. Læger kræver over 80.000 kr. om måneden i løn for at arbejde
i den internationale brigade og et stigende antal kontraktansatte yngre officerer
forlader militæret.
Blandt indianerne vælger op mod 30 procent af de mandlige værnepligtige at optræde
i komedien ved at aftjene deres værnepligt civilt som militærnægter. Endda hunde til
bevogtningsopgaver mangler flyvevåbnets hundeskole, der i panik i 1994 ændrede
navn til Flyvevåbnets Operationsstøtteskole Faggruppe Bevogtning.
De mange mandlige militærnægtere udgør et stort problem for krigsministeriet.
Hvordan får man flere kvindelige skuespillere ind i komedien, når politikerne i 1849
glemte det med ligeretten, også at påtvinge kvinderne værnepligt? Gode råd er som
bekendt dyre. Militæret afsætter 15 mio. kr. til en reklamekampagne for at få kvindelige konstabler og officerer. I fjernsynet kunne man benovet se, at førstehjælp er en del
af kvindelige officer-aspiranters militære opdragelse, undskyld uddannelse. Kvinderne
i militæret vil være mænd. Kvinderne vil spille manderoller. Når drengene har været
i krig har vi imidlertid faren for, at den store moder som lige er ved hånden, anvendes
til at trøste og pleje mændene, så de kommer over deres krigstraumer, hvad enten
kvinderne kommanderes til denne rolle, eller de selv påtager sig den. Under alle
omstændigheder anes en faggrænsekonflikt mellem kvindelige officerer og
krisepsykologer. Hvad siger fagforeningerne til det?
Nar: Når nu kvinder skal ansættes på værnepligtslignende vilkår, er der en
befolkningsgruppe som stadig ikke deltager i Komedien: børnene. Kan man anvende
mænd og kvinder som soldater, kan man også anvende deres børn. Bare tænk på de
samfundsøkonomiske fordele ved at have børnesoldater. For de bekymredes skyld, skal
det lige siges, at der er slet ingen ansvarlige politikere og militærfolk som regner med,
at Danmark overhovedet kommer i krig, men det kan godt ske, at Danmark sender
soldater til udlandet, for at de kan lugte lidt til krudtrøgen.
Der er, som det er nu, flere officerer til basserne end der er pædagoger til børnene i børnehaverne. Udtrykket basser er her måske lidt misvisende, for krigsministeriet vil slet
ikke have fede værnepligtige fra sessionerne. Tæppe.
Nar: I pausen spiller Fyns musikkorps raske marchmelodier. Dette dygtige musikkorps
er det eneste som blev afrustet i det sidste forsvarsforlig.
Scene 3 - farlige fiskekuttere
Indleder: Under den kolde krig var det nemt for militæret at lokalisere fjenden. Med
Berlinmurens fald har det danske krigsministerium svært ved at opretholde sin
eksistensberettigelse og sit store sugerør i statskassen. Krigsministeren har her i
julefrokosttiden, ansøgt Folketingets finansudvalg om ikke mindre end 197 millioner
til modernisering af søværnets Lynx-helikoptere som anvendes til fiskeri-inspektion
i Nordatlanten.
Nar: Meget uskyldigt. Ikke sandt?
Forklaringsproblemet for krigsministeriet omkring denne ansøgning er, at, ifølge
Statsrevisorerne, er der mangel på fisk og derfor få fiskere i Nordatlanten. Søværnet
har dermed en stor og vigtig mission i Nordatlanten: militærbudgettet får med denne
øvelse kunstig åndedræt og søværnet overvåger farvandet, hvor fiskekuttere tøffer
rundt og gør livet farligt for fiskene. Se her er sand naturbeskyttelse.
Scene 4 - en spøgelseshistorie
Indleder: Forsvarets Bygningstjeneste har anvendt 70 mio kr. til restaurering af
Frederiksberg Slot som fungerer som officersskole. Fint skal det være. Officerer
beretter med stolthed om håndværkernes flotte arbejde med at genopbygge den forfaldne bygning. Og det er ganske vist.
Nar: I vores ellers så oplyste tid er det ikke fjenden som spionerer på officersskolen.
Her huserer op til flere royale spøgelser på slottet. Lys tændes og spøgelser har form
af hunde som springer ind i et spejl. En civil krisepsykolog vil omgående kræve slottet
uegnet til undervisningsformål og kræve flytning af officersskolen til mere velegnede
lokaler.
Scene 5 - miljøberedskabet
Indleder: Krigsministeriet vil gerne have så mange civile funktioner langt ind under
sig, for at man derved kan camouflere, hvad krigerne egentlig går og laver. Efter
Berlinmurens fald har krigsministeriet slået kraftigt på reklametrommerne for at
meddele befolkningen, hvor miljøbevidste man er blevet. Man roser sig endda af, at
betale CO2-afgifter, på grund af et overforbrug af varme og elektricitet.
Narren: Militæret eksprioriterer store arealer til øvelsesområder. Soldaterne øver sig
flittigt og skylder løs på deres skydeskiver. Når militæret forlader øvelsesområdet som
f. eks. Kalvebod Brygge, kan civilbefolkningen forbedre miljøet ved at gå og samle
glemt ammunition op samtidig med at eventuelle regninger for oprydningen ekspederes
videre til miljøministeriet. Området forventes først at være ryddet omkring år 2015.
Det er da at inddrage befolkningen aktivt i sikkerhedspolitikken.
Indleder: På krigsbasen i Frederikshavn har marinen i 25 år hældt spildolie direkte
ud i havnen til trods for, at dette har været forbudt for civile skibe af enhver art i
mange år.
Nar: Militærets fly og fartøjer er endda med til at jagte miljøsyndere til havs.
Indleder: I løbet af et lille års tid er små syv millioner liter vand fosset ud gennem et
hul i et tæret vandrør på søværnets sergent skole i garnisonsbyen Frederikshavn.
Uheldet blev først opdaget under tørken i august 1997, hvor det udstrømmende vand
dannede en sø. Problemet blev løst ved at man satte en prop i hullet.
Narren: Frederikshavn ligger så langt borte fra København som vel muligt. I tilfælde
af mobilisering vil der gå lang tid inden københavnerne kan forsvares fra det
nordjyske.
Her gik man og glædede sig over, at sergent eleverne lod vandmåler være vandmåler
og tænkte på det stakkels græs, der blev afsvedet i sommerheden. Hverken vand til
græsplænen eller en svømmepøl til eleverne blev det til. Hvad skal det ikke ende med?
Måske burde finansudvalget ansætte en civil krisepsykolog eller en psykiater til at
gennemgå krigsministeriets ansøgninger. Tæppe.
Afslutning
Indleder: Det har været en lærerig aften. Inden publikum forlader teatersalen,
anmodes det om at tømme tegnebøger og kontokort ved udgangen til fordel for den
værdigt trængende krigsminister.
Tak for deres opmærksomhed og imødekommenhed over for det altid betrængte
krigsministerium. Opgørelsen over aftenens indsamlede beløb vil blive offentliggjort
i Giro 413.