International militærnægtelse et redskab for fred og frihed

Af Peter Mikael Hansen

At nægte militæret er en menneskeret. At nægte militæret burde også være en pligt. Tænk hvis der var en krig og ingen dukkede op. Hvem kender ikke den indre militær-logik - "I ruster derfor ruster vi"? Den omvendte logik er naturligvis, at hvis vi nedruster, så nedruster I også - eller - hvis I nedruster, så nedruster vi også. Under alle omstændigheder er tiden inde til kraftig nedrustning internationalt generelt og i Danmark specielt. At nægte militæret er den enkeltes mulighed for at tage afstand fra oprustningen og militæret som konfliktløser. Som militærnægter er man selv med til at nedruste og forhindre krigen. Det er logisk.

Det ville være sund forsvarspolitik, hvis en stat opfordrede sine naboer til systematisk og effektiv militærnægtelse. Tænk hvis alle i Sverige, Norge, Finland, Baltikum, Rusland, Tyskland og England nægtede militæret? Tænk hvis Danmark gjorde? Så ville vi for alvor kunne tale om en, for Danmark international gunstig sikkerhedsposition uden sidestykke i historien.

Det bedste forsvar af landet er et godt, solidt og ligeværdigt samarbejde med naboer fra nær og fjern. Lad Danmark være et seriøst foregangsland og nedruste, så det kan mærkes.

Det militære forsvar af landet er unødvendigt i den nuværende så gunstige internationale sikkerhedsposition. En omfordeling af ressourcerne til international militærnægtelse og social oprustning og uddannelse ville styrke den internationale sikkerhed og frihed. I umiddelbar nær fremtid kunne en omfordeling af militære ressourcer til militærnægterarbejde være økonomisk støtte til militærnægterorganisationer og andre fredspolitiske organisationer.

Det kunne være en statsstøttet kampagne for militærnægtelse på linie med den reklamekampagne militæret kører.

Flere penge til Indenrigsministeriets Militærnægteradministration til nedbringelse af ventetiden for aftjening af civil værnepligt.

Flere penge til flere udstationeringssteder for de civile værnepligtige, og en ophævelse af udstationeringsstedernes egenbetaling - det er trods alt staten der tvinger folk ind, så må staten også betale hvad det koster. Langtidsledige er eksempelvis gratis for arbejdspladsen. Det bør også være gratis at have en nægter som ekstra arbejdskraft.

Flere penge til uddannelsesforløbet for nægterne når de starter på nægterskolen i Slagelse, flere penge til foredrag, velfærd og eksursioner - i stil med den norske nægterordning.

Omfordeling af de militære kroner til uddannelse i civil ulydighed, konfliktløsning og socialt og økonomisk fremskudt forsvar.

Omfordeling til at sende nægterne på udlandsophold, bedre muligheder for udlandsophold/U-landsophold. Omfordeling af militærets ressourcer til bedre u-landshjælp.

Oprettelse af flere uddannelses- og undervisningsstillinger i fredelig konfliktløsning.

Udnævnelse af en militærnægterattaché i hver ambassade. Penge til at hjælpe andre lande med at udbygge og forbedre deres nægterordninger.

Styrke den Internationale Humanitære Brigade - globalt.

At styrke militærnægtelsen er at lade folk tage ansvar for egne handlinger. Militærnægtelsen er demokrati, respekt for andre og en positiv indstilling til ikke-voldelige konfliktløsningsmodeller. Den ægte og sikre fred kommer nedefra, mellem almindelige mennesker og naboer. Den militære institution og den blinde militære kadaverdisciplin fratager det enkelte individ dets ansvar. Det er netop hele grundlaget for at kunne gennemføre og opretholde det militære system. De militære institutioner indoktrinerer, propaganderer og opbygger fjendebilleder. Militærnægtelsen derimod skaber venner af fjender og nedbryder fjendebilleder.

Man kan ikke forhindre konflikter og kriser. Det skal man heller ikke. Kriser og konflikter kan løses og skabe vækst, fornyelse og forståelse. Og kriser og konflikter kan sagtens løses uden militære midler. Det bliver de faktisk som oftest. Men nogen gange bliver det professionelle og institutionaliserede militær en del af problemet. En styrkelse af militærnægtelsen og en svækkelse af militarismen er et godt redskab for fremtidig fredelig konfliktløsning.

Vi lever i en verden af nationer, og ikke kun vores egen nation. Vi lever i en fælles verden med fælles skæbne. Ligesom Eugen V. Debs, der efter at være anklaget for at have udtalt sig mod 1. Verdenskrig: "Jeg afskyr krig. Jeg ville modarbejde krig, om jeg så stod alene", således bør samfundet også modarbejde militæret. Denne indstilling kræver mod og mandshjerte, men frem for alt opdragelse og en grundlæggende politisk stillingtagen.