Kassetænkning

Af Holger Terp

Omkostningerne ved hver enkelt arbejdsplads i forsvaret er meget højere end omkostningerne ved civile arbejdspladser

Oppe i Farum har en borgmester i sommeren luftet en liberal idé. Man sælger kommunale ejendomeme til et firma, som ikke vil hævde ejendomsretten over ejendommene mod at hæve et skattefradrag. Men hvis et firma i en kommune får et større skattefradrag, så er der nogle andre kommuners skatteydere som kommer til at mangle Farum kommunes skatteindtægter. Så kan de vælge enten at hoppe på den liberale idé eller de kan stoppe den. For andet end egoistisk kassetænkning er det da ikke.

Fortrolige oplysninger er lækket fra Forsvarskommissionen. Alt skal blive som det gamle, bortset fra, at man af hensyn til den brede politiske enighed om militæret på Christiansborg, vil ofre kasserne i et par garnisionsbyer. Et lokalpatriotisk, kommunalt hundeslagsmål om, hvor militæret spiller den største rolle, kan dermed begynde allerede inden Forsvarskommissionens betænkning foreligger.

Det med det fortrolige undrer mig nu en del, og viser, at nogle er mere lige for loven end andre. Det skulle lige være folk i fredsbevægelserne som lækkede fortrolige oplysninger til pressen om militære forhold, så ville de selvsamme politikere som lækkede oplysningerne fra Forsvarskommissionen til pressen have råbt højt om landsforræderi og undergravende virksomhed.

Militæret i Danmark er en statsvirksomhed med afdelinger placeret rundt om i kommunerne. Det officielle militærbudget er på cirka 16 milliarder kroner om året, hvortil skal lægges udgifter til værnepligtsadministrationen, militærnægteradministrationen, kommunernes civile beredskab og efterretningstjenesterne o.s.v., og sidst men ikke mindst forsvarets dårlige økonomistyring som er et tilbagevendende tema for statsrevisorerne. Så alt i alt er de danske forsvarsudgifter nok oppe i nærheden af de 20 til 25 milliarder kr. om året. Det vil med andre ord sige, at omkostningerne ved hver enkelt arbejdsplads i forsvaret er meget højere end omkostningerne ved civile arbejdspladser, selv arbejdspladser inden for metalindustrien.

En soldat, hvad enten han er værnepligtig, konstabel eller officer skal have løn. I tjenestetiden bor han på en kasserne og han bliver transporteret rundt til de forskellige gøremål i militære transportmidler, biler og fly. En soldat har udrustning: uniform, håndvåben, geværer og andre våben så som tanks, jagerfly, krigsskibe, radarer og kommunikationsmidler. Øvelsespladser, depoter, lufthavne og havneområder til skibe afsættes eksklusivt til militær anvendelse. En civil arbejder får ligeledes løn som soldaten, men her stopper sammenligningen. Den civile arbejder skal selv bekoste transporten til arbejdspladsen. Han bor privat. Virksomheden han arbejder for skal betale for arbejdstøj, værktøj, og produktionsmidlerne.

Militære arbejdspladser er formodentlig mindst dobbelt så dyre som civile arbejdspladser, når alle udgifterne lægges sammen. Det er meget mulig, at den militære tilstedeværelse i en kommune skaber lokale arbejdspladser, men udgifterne som er forbundet med disse arbejdspladser betales af staten og dermed af alle skatteydere, lige som den liberale Farum-idé lægger op til. Hvis nedlæggelserne af regimenter, som det tilsyneladende vil blive foreslået af Forsvarskommissionen, fører til rellle besparelser på forsvarsbudgettet og de frigjorte midler ikke bare kanaliseres over i krigsmateriel-anskaffelser, så vil man kunne ansætte dobbelt så mange civilpersoner i det offentlige som man afskediger inden for forsvaret.