Hospitaler eller kampfly?

Af: Anne og John Avery

I dagens Danmark kan man knapt nok åbne en avis uden at læse om mangel på penge, som gør det vanskeligt for danske hospitaler at fungere godt. Der er begrænsede midler i puljen, der må skæres ned og prioriteres. Et aktuelt eksempel er Kommunehospitalet; et velfungerende hospital med speciale i geriatri (behandling og genoptræning af ældre). Det står for lukning. Dette, til trods for, at der er et stort behov for netop denne form for behandling i vort samfund. Det har krævet mange ressourcer gennem mange år at bygge det faglige niveau op og sikre kvaliteten. Når ekspertisen spredes, går det fagligt udviklende miljø i stykker, og såvel kvalitet som faglig ekspertise nedbrydes og går efterhånden tabt.

Tuborghjemmet er et andet eksempel på disse umiddelbart uforståelige besparelser. Det står for lukning til trods for, at man ikke har et rimligt alternativ til de nuværende beboere.

Sundhedssystemet lider under sparebestæbelser, og det går specielt ud over de svagest stillede - de ældre, de kronisk syge og de psykisk syge. Disse områder har gennem de sidste 10 år været nedprioriteret og genstand for gentagne besparelser. Med begrænsede midler prioriterer man de yngre og de som har en sygdom som kan kureres, højest. Man er - om de andre - begyndt at tale om "selvforskyldte" sygdomme; - så småt begyndt at diskutere, hvor mange resourcer man har råd til at bruge på disse ulykkelige skæbner (eksempelvis alkoholikere) - en trist og farlig tendens, som minder om udviklingen i Tyskland for snart 70 år siden.

Det ideelle er uden tvivl en helhedspleje, hvor der tages hånd om patienternes behov både fysisk, psykisk og socialt. Når der er mangel på ressourcer bliver det de fysiske behov - og først og fremmest den del, der er relateret til behandlingen - der tilgodeses.

Forebyggelse lider under sparekniven, til skade for den samlede økonomi i sundhedssektoren på langt sigt. Sundhedspersonalet har en stor og nyttig viden om forebyggelse, men der er simpelthen ikke tid til, at denne viden udnyttes rigtigt i praksis. Patienter er et sårbart klientel bl.a. hvad angår infektioner. Hvis grundlæggende ting som f.eks. mad og drikke, bevægelse og hygiene nedprioriteres i en travl hverdag, øges risiko for infektioner. Det er dyrt i det lange løb, når man vil spare på kort sigt.

Når kvaliteten i det offentlige system ikke lever op til borgerens behov og forventninger, vil man søge alternativer. Dette skaber efterspørgsel på privathospitaler. Det forudsætter en god privatøkonomi hos den enkelte patient, og vil derfor ikke være et ensartet tilbud til alle, men kun til de få velstillede.

Derefter er det forventeligt, at de dygtigste og mest ambitiøse medarbejdere vil søge væk fra det offentlige hospitalssystem, hvilket yderligere ville forringe kvaliteten der.

Når vi læser om de alvorlige problemer på hospitaler og i sundhedssektoren som helhed, ved vi godt, at de er resultatet af mangelfuld økonomi, så systemerne ikke kan fungere ordentligt. Når vi læser, at det ikke er muligt at garantere børnepasning for arbejdende mødre, fordi man magler penge, så kan vi bladre om til næste side i avisen og læse, at Flyvertaktisk kommando beder regeringen om 15 milliarder kroner for at købe "Joint Strike Fighter", et militærfly, som først leveres til Danmark af de amerikanske fabrikker i 2015. Flyet eksisterer ikke - det er kun en drøm - men Danmark skal betale i det mindste en halv milliard kroner som "start kapital" til USA inden år 2000 for at få "indflydelse på udformningen" af dette fremtidens drømme-kampfly.

Når vi sammenligner de to brugere af vore skattepenge: Hospitaler overfor militæret, så kan vi konstatere, at penge, som bruges på at ansætte flere sygeplejersker, læger eller rengøringspersonale til hospitaler bidrager til at nedbringe omfanget af arbejdsløsheden i Danmark; det samme kan ikke siges om de penge, vi betaler til USA. Forbedring af hospitals-systemet kan altså spare penge, som ellers skulle bruges til arbejdsløshedsunderstøttelse. Modsat med penge, som bruges til at købe militært udstyr fra udlandet: De bidrager til vore betalingsbalance-problemer, og sikrer ikke beskæftigelse af danske arbejdere, selvom det måske kan hjælpe aktieejerne bag Lockeed og Boing med at betale for deres Cadillac'er.

Når vi ser udenfor Danmark, på verden som helhed, så kan vi erfare, at forberedelser til krig griber voldsomt ind i anvendelsen af skattepenge til konstruktive og fredelige formål. Idag, på trods at afslutningen af den kolde krig, bruger verden en billion (dvs. en million million) US dollar hvert år på våben. Den enorme strøm at penge, som er næsten mere end vi kan forestille os, kunne i stedet være brugt til påtrængende offentlige sundhedsopgaver.

WHO mangler penge til at gennemføre et program mod malaria i det omfang, det var ønskeligt, men hele programmet kunne financieres for mindre, end verden bruger på våbenkøb en enkelt dag. Fem timers verdens-udgifter til våben svarer til de samlede omkostninger ved en 20 års WHO-indsats, som førte til udryddelsen af sygdommen kopper. For hver 100 000 mennesker i verden er der 556 soldater, men kun 85 læger. Hver soldat koster i gennemsnit 20 000 US dollar hvert år, men den gennemsnitlige udgift til uddannelse er kun 380 US dollar pr. skoleelev. Ved at flytte de penge, som militæret forgbruger på tre uger, ville verden kunne skabe forsyning med rent drikkevand til alle i hele verden, og dermed fjerne årsagen til næsten halvdelen at alle menneskelige sygdomme.

En ny medicin-modstandsdygtig form for tuberkulose er for nylig blevet spredt over hele verden, og spredes med stigende hast i det tidligere Sovjetunionen. For at kunne bekæmpe denne nye form for tuberkulose, og for at forhindre, at det den spreder sig til Vesteuropa, har WHO brug for 450 millioner US dollar; det svarer til 4 timers militærudgifter i verden. Ved at bruge disse penge til bekæmpelse af tuberkulose i det tidligere Sovjet-unionen ville WHO efter vor mening bidrage langt mere til global fred og stabilitet end det, vi opnår ved fortsat brug af pengene til våben. Den kolde krig er forbi, men landene i den tidligere Sovjet-blok er langt fra stabile. Medmindre økonomisk og politisk stabilitet kan opnås i regionen, kan der ske tilbagefald til kommunismen, eller den politske magt kan falde i hænderne på samvittighedsløse nationalistiske ledere.

I dagens verden dør rundt regnet ti millioner børn hvert år af sydomme, som knytter sig til fattigdom. Udover det enorme spild af unge liv gennem fejlernæring og sygdomme, som kunne forhindres, er der et enormt spild af muligheder på grund af utilstrækkelig undervisning. Omfanget af analfabeter i de 25 mindst udviklede lande er 80 %, og det samlede antal analfabeter i verden anslås til at være 800 millioner. Samtidig bruges rundt regnet 14 millioner danske kroner på våben for hver 60 sekunder i verden. Er det klogt eller etisk forsvarligt at øsle vore sparsomme, offenlige midler ud i denne flod af spildte penge?

I bedste fald vil det militærudstyr, vi køber, aldrig blive brugt. I bedste fald vil Joint Strike Fighter (når det endelig leveres i 2015 til en kilopris på omkring 250 000 kroner) blive forældet på få år og ophugget. I værste fald vil det enormt kostbare kampfly, som vi pånødes at købe, bidrage til destruktion af civilisationen. Alternativt vil investering i fremtids-orienteret infrastruktur, både herhjemme og i udviklingslandene, fremme en stabil og fredelig verden. Danmark kan være et eksempel for andre lande ved at reducere sit militærbudget, og ved at bruge de sparede penge til at sikre et anstændigt hospitals-system og andre sociale ydelser til sine indbyggere. De penge, som spares ved at reducere militærbudgetterne, kan også hjælpe til at opbygge fred og stabilitet gennem bidrag til offentlig sundhed, stabilisering af indbyggertal og økonomisk udvikling i de fattigste dele af verden.