Hvad er fred?

Af Erik Lau Christensen

I skolen havde vi drenge et frækt svar til den lærer, som bad om ro: "Meld dig ind i en roklub, så kommer det ad åre!"

Det, som læreren i virkeligheden bad om, var måske fred?

Og hans bøn om ro var derfor måske på linje med min egen bøn: "Lad mig være", når jeg blev drillet af kammeraterne.

Lad mig begynde fra en ende. Fred er noget, som det enkelte menneske kan opleve indeni.

Fred er noget, vi beder om. Vi forventer, at omgivelserne giver os fred. Det er for meget, der er for stort pres på, vi kan ikke klare det, for meget støj, for mange trusler, for megen gru og smerte, hvis det er midt i krigens helvede. Vi tror, at omgivelserne kan give os fred og ro, lade os være, så vi atter kan finde os selv, falde ned og finde den indre ballance.

Fravær af krig er ikke fred. Der skal mere til. Fred er en indre kvalitet i livet, som kun i nogen grad er afhængig af de ydre omstændigheder.

"Midt i kamptumlen træder Asger ind i forsamlingshuset. De nærmeste giver plads for ham. Hans ansigt og hele hans krop hviler i sig selv. Det virker, som han står klippefast på gulvet. Øjnene lyser af kærlighed til hver den, han ser på. Der breder sig en uforklarlig ro omkring ham. De kæmpende slipper hinanden, og ser kun på ham. Han går langsomt gennem lokalet, direkte hen mod kampens midtpunkt. Standser op, og ser på Lars og Uffe, som endnu ikke har opdaget forandringen. Der er stille i lokalet, bortset fra larmen fra Lars og Uffes vilde kamp. Asger venter uden at slippe de to kæmpende med øjnene. Det virker, som der er noget, som holder igen, hver gang én af de kæmpende vil slå. Kampen går i stå. De ser mod Asger, som smiler til de to. En kort tavshed virker som evigheden. Lars og Uffe ser langsom mod hinanden, og et bredt smil breder sig over deres forslåede ansigter. Så stikker Lars sin næve frem mod Uffe: "Tak for kampen! Det gjorde du godt", siger han. Uffe griber om Lars næve med begge hænder: "Selv tak", svarer han. Så vender han sig ud mod forsamlingen. "Nu må vi vist hellere rydde lidt op her", siger han."

Den indre ro, fred og styrke, som Asger besidder, smitter. Den forvandler en ophidset gruppe mennesker, så de alle falder til ro og oplever freden bryde igennem.

Fredens natur er, at den ikke kan fremtvinges. Den kan ikke påduttes nogen med voldelige midler. Kun gennem kærlighedens sprog fra hjerte til hjerte kan ufreden finde udløsning. Det virker som en lynafleder, som optager alle de voldsomme kræfter i sig, for at lede dem udenom og forbi det, som ellers kunne lide skade. De voldsomme kræfter optages og bortledes uden skade på den, som hviler i kærlighedens stærke fred.

Når vi be'r om ro, eller lad mig være, så er det for at kunne finde den indre fred, som giver styrke til at klare de voldsomme påvirkninger, vi udsættes for udefra. Når et menneske har fundet den stærke fred i kærligheden, så kan det menneske modtage større påvirkninger udefra, uden at miste den indre harmoni. I en sådan harmonisk tilstand kan vi mennesker bedre gøre det rigtige, det, som er nødvendigt, på den rigtige måde. Omvendt, hvis vi gribes af panik eller andre, voldsomme følelser som had, vrede eller sorg, så mister vi en del af evnen til at handle rigtigt og retfærdigt.

Lad os så tage det næste skridt: Fred kan være en tilstand mellem mennesker.

Det lille eksempel med Asger, Uffe og Lars siger noget om, hvordan vi fungerer i en gruppe.

Følelser som vrede smitter. Det mærkes tydeligt, hvis én i en gruppe bliver vred, og det kan være vanskeligt for de andre i gruppen at undgå selv at blive grebet af vrede.

Ligesådan er det med en indre, harmonisk tilstand af fred i kærlighed til de omgivende mennesker. Det fornemmes behageligt for de fleste, men der er undtagelser. Det virker på de fleste som en befrielse, her kan du slappe af, du behøver ikke være på vagt, der er ikke noget, som kan true dig her. Det opleves nogen gange som den tilstand, forelskede er i, når de svæver på en lyserød sky. Og det er netop årsagen til, at der blandt mennesker findes undtagelser, som bliver bange for, hvad der nu vil ske. Når man kender årsagen, så kan man bedre slippe den frygt.

Alle mennesker kan finde den indre fred. Alle mennesker kan åbne sig overfor omgivelserne, og dermed lade andre få glæde af freden, kærligheden, styrken. Det er naturligvis mest nødvendigt at kunne dele ud af sin egen fred, når man står ved en sygeseng, en døende eller et andet menneske, som har meget brug for fornyet styrke til at klare vanskelighederne i sit liv. De fleste mennesker deler ud af deres fred i sådanne situationer, uden at vide, hvad de gør, og hvor meget det betyder for andre, at de gør det. Mange mennesker føler trang til at gøre en hel masse: Nu må der virkelig ske noget: Måske var det bedre at lade styrken i kærlighedens fred virke i stilhed?

Lad mig forsøge at forklare lidt bedre, så er det muligt, vi kan begynde at forstå, hvad et fredeligt samfund vil sige.

Vi har alle et indre univers, som er sammensat af alle vore erfaringer, og som gør det muligt at forstå det, som sker i den ydre verden på en sådan måde, at vi delvis kan forudse, hvad der videre vil komme til at ske, og vi derfor kan vælge at handle rigtigt, på en god måde. Men dette indre univers er i virkeligheden to forskellige verdensbilleder: Ét, som afspejler alle vore gode erfaringer, og et andet, som afspejler de dårlige. Lad os begynde med det, som bygger på dårlige erfaringer: Det bruger vi automatisk, når vi føler os truet, presset, angrebet, svage. Det fortæller os, hvad vi skal frygte, hvordan vi skal forsvare os. Det kommer til udtryk, når vi siger: "Jeg er bange for, at dette vil føre til ...." Det er frygtens verdensbillede.

Det verdensbillede, som bygger på de gode erfaringer, benytter vi, når vi føler os trygge, vi er blandt venner, som vi kan stole på, vi har intet at frygte. Vi kan tillade os at slappe af og være os selv! Verden virker skøn, vi har mange muligheder, og vi tør gå i kast med store opgaver i tillid til vore egne evner, og andres gode vilje. Det kommer til udtryk, når vi siger: "Jeg glæder mig til ..." Det er tillidens verdensbillede.

Når vi bruger frygtens verdensbillede, så bruger vi mange kræfter på at selvforsvar og beskyttelse mod virkelige eller imaginære trusler.

Når vi bruger tillidens verdensbillede, så er vore kræfter og evner frigjort til at skabe nyt og opbygge muligheder i tillid til egne evner og andres gode vilje.

Et samfund, hvor borgerne i høj grad er præget af frygtens verdensbillede, er karakteriseret ved at centrere samfundets fælles aktiviteter om at bekæmpe fjender: Politi og militær spiller centrale roller. Sikringssystemer og vagtkorps betragtes som nødvendige for borgernes oplevelse af tryghed i hjemmet. Samfundet tiltvinger sig fortjeneste på andre landes bekostning under anvendelse af skjulte eller åbne trusler eller tvang.

Et samfund, hvor borgerne hviler i tillidens verdensbillede, er karakteriseret ved, at man almindeligvis ikke har brug for militær eller politi. I hverdagen overholder borgerene lovene og opfører sig på en rimelig måde overfor hinanden, ikke fordi de er bange for politiet, men fordi de indbyrdes er enige om, at sådan har vi det bedst med hinanden. Enkelte borgere misbruger den tillid, som almindeligvis findes mellem menneskene. De, som bliver ofre for svindel eller bedrag, lærer at undgå svindlere og bedragere. I nogle tilfælde retsforfølges sådanne svindlere og bedragere, men ikke altid. Borgerne har en overraskende stor evne til at bevare tilliden, trods enkelte brud på tilliden.

Frygtens samfund vil altid være en trussel mod freden. Omvendt vil tillidens samfund forsøge at bevare freden fremfor at opnå fortjeneste på krigen.

Intet samfund i verden er ideelt. Intet samfund er ej heller forkasteligt. Men der er forskelle. Hvis vi i Danmark mener, at vi har kvaliteter i retning af tillidens samfund, og samtidig mener, at f. eks. USA omvendt har kvaliteter, som går i retning af frygtens samfund, så har vi en kulturforskel, vi må tage alvorligt.